Fyens Stiftstidende 13. Januar 2002
Levende fortælling for de små
Fremragende:
Pia Plesner er en levende fortæller
Børneteater
”Skræddersyet”
Anmeldelse
Der hersker ingen tvivl. Skuespilleren Pia Plesner er en framragende fortællerske.
Levende, opmærksom. Og så har hun det der særlige som man bare
skal have for at være rigtig god til at fortælle historier. Måske er det noget i hendes blik.
I hendes bevægelser – i hele hendes intensitet. Lige præcis hvad det er synes
svært at sætte en finger på, men hun indsuger alle lyttende tilstedeværende i sine historier med – ja, med sig selv.
Børneteatret Skægspire har premiere på fortælle-forestillingen ” Skræddersyet” i dag.
Og Pia Plesner er ene kvinde på scenen. Iført et enkelt kostume på en enkel scene i centrum.
De er frit fortolket efter blandt andre H.C. Andersen, Brødrene Grimm, Asbjørnsen og Moe,
Villy Sørensen og Julio Cortázar, og i forestillingen ”Skræddersyet”
indgår forskellige fortællinger fra gang til gang – deraf navnet.
Historien om ”Mudderpølen” går rent ind hos de mindste.
De har selv været der midt i mudderet – og griner genkendende til
Slirp, slurp, slask, plask, når Pia Plesner vælter rundt scenen i den fiktive mudderpøl.
Anderledes alvorligt bliver det pludselig, når skuespilleren begynder
på fortællingen om ”Smørbassen”. En troldkælling med hovedet
under armen, en dunkel skov og en lille dreng, der ender med at koge suppe på en troldkællinge-datter.
De mindste kravler op på skødet af far eller mor.
Skræmte af den noget makabre – og ikke ret børnevenlige historie, men stadig
tryllebundne af Pia Plesners indlevelse.
Forestillingen kan skræddersys til forskellige arrangementer og priser,
når den ryger på turne efter de stationære spilledatoer i Teaterhuset på Filosofgangen.
Laura Teilman
Fyns Stifstidende
tirsdag 22. Januar 2002
Brutale eventyr sublimt fortalt
Børneteater
” Skræddersyet ”
Anmeldelse
Den brillante skuespiller og historiefortæller Pia Plesner
fra Børneteatret Skægspire har endnu engang fået munden på gled.
I anden del af fortælle-forestillingen ” Skræddersyet ”, som har premiere i dag,
henvender hun sig til de lidt større børn. Repertoiret af eventyrlige historier,
fortalt med indlevelse i enkle omgivelser, er i denne ombæring således stiet til børn i alderen & til ti år.
Forestillingen er frit baseret på historier og eventyr af blandt andre
Villy Sørensen, Ferida Wolff, H.C. Andersen og Brødrene Grimm, og indeholder titler som
”Den standhaftige tinsoldat”, ”Enebærtræet”, ”Pjaltehætte” og ”Nattergalen”.
Pia Plesner er sublim – det står helt fast. Og historierne fænger, ingen tvivl om det.
Men fortællinger som ”Enebærtræet” og ”Pjaltehætte” er ikke for alt for sarte sjæle.
I ”Enebærtræet” bliver der hugget hoveder af, skåret i småstykker og smidt med tunge møllesten,
og selv om det på ægte eventyrvis ender lykkeligt det hele, kommer
man til at tænke over om ikke ungerne får nok vold
og brutalitet i den daglige dosis ”Pokémon”, tv`et tilbyder.
Er man forælder til en lille sensitiv størrelse, skal man nok tænke sig om en ekstra gang,
inden man tager sin seks-årige med ind i troldkællingernes og de onde stedmødres univers.
På den anden side – hvis de er vant til at se ”Pokémon” i fjernsynet…
Laura Teilmann
Information den 23. september 2000
Forheksede børnefødder
I Skægspires nye søskendeforestilling findes bananernes befriende børneverden,
der er ligeglad med de voksne
Børneteater
“Brorman og Bella”
Af Anne Middelboe Christensen
Det umulige skete: Min halvandet- årige søn sad ubevægelig i en halv time.
Tilsyneladende forhekset, med ligeud-blik og ikke-løbende fødder.
Det underlige var, at det gjorde min to og ethalvt – årige datter faktisk også –
ligesom gruppen af fire-årige, der lige forinden havde befolket
Skægspires lille foyer på livligste klatre – på – bordene – vis.
Det er ellers sjældent, at én forestilling kan magnetisere tilskuere i så forskellige alder.
Men det er altså lykkedes for dramatikeren og instruktøren Anne Josephsen, der har skabt en
forestilling om søskende med titlen Brorman og Bella.
Umiddelbart virker forestillingen som en miniature, fordi der næsten ingenting sker.
Søster Bella har været i cirkus og tegner cirkustegninger,
men det ved Brorman jo ikke hvad er, for han er bare en baby. Eller hvad?
For Brorman ved faktisk glimrende, hvad han vil. Bella skal bare forstå at tyde hans lyde.
Sutten gider han i hvert fald ikke have, men hvad så med yndlingsdyret Gurli Gysegris?
IKEA-hygge
Josephsen holder forældre og andre voksne ude af historien,
og måske netop derfor bliver forestillingen så relevant for ungerne.
Det handler om dem selv og ikke kun dem selv. Der er ikke nogen, man lige kan kalde på;
man må finde harmonien selv – sammen. Og der er ingen smarte voksenkommentarer
strøet rundt omkring som trøstereplikker til voksentilskuerne.
Det er bananernes befriende børneverden, dette her. Dermed bliver børneværelsesscenografien af
Henny Filbert og Poul Plejdrup også endnu mere realistisk – en pink –gul – rød
legeteltverden med IKEA – hygge og polyestermatch til en
skriggrøn baby i overproportioneret sparkedragt og flæsekyse.
Ligeglad, ligeglad.
Pia Plesner spiller Bella med struttende rottehaler og energisk linedanserben –
storesøsterbestemt på grænsen til det diktatoriske og samtidig omsogsfuldt bekrymret.
Hendes dynamik er afgørende for forestillingens ubesværede drive,
som hun endda formår at tilføre et par poetiske pauser med to sange
(om end sangstemmen ikke helt når de stjerner, hun synger om).
Ole Olsen er hendes Brorman – kolossal og uformelig i skrædderstilling
med str. 45 – ombuk, men netop med dén babyhidsige insisteren,
som kan virke så provokerende på voksne, men som børnetilskuerne
åbenbart fandt uhyre relevant. ”Mam – mam”, sagde han bare men undgik
på ubegribelig vis den ulidelige mand-spiller-baby-kliché.
Børnene var vilde med ham. Måske fordi han ikke bare spillede en eller
anden baby, men lige akkurat Bellas lillebror.
Og fordi han kun var optaget af børnenes respons, og ligeglad med de voksnes. Forheksende ligeglad.
Fyens Stiftstidende tirsdag 12. September 2000
Hvad vil lillebror egentlig
Kommunikation: At tale sammen handler om at være nærværende
Børneteater ”Brorman og Bella”
Anmeldelse
Hvad er det egentlig Brorman vil? Vil han spise farveblyanter,
lege med dukker eller måske lege cirkus?
Det er ikke til at vide. For Brorman har ingen ord.
Han er en kravledragt med kyse og sut i munden, som kun har sine lyde A-gyh, agyh.
Og uden for kravlegården ligger storesøster Bella i sin egen verden.
Hun tegner cirkusvogne på landvejen for hun vil så gerne være cirkusprinsesse.
Og hun fortæller og fortæller om sine drømme, ivrig som hun er.
– Men det forstår du jo ikke siger hun henvendt til Brorman i
kravlegården og fortsætter så i øvrigt i sin egen verden.
Men spørgsmålet er, om ikke Brorman forstår alligevel.
Man kan jo kravle – og farveblyanter og tegnepapir kan sagtens
puttes i munden. Også selv om Bella bliver vred.
– Jamen, hvad vil du? Har du noget i bleen? Har du feber?
Bella forsøger at løse gåden, og det hele ender lykkeligt:
Brorman vil såmænd bare have noget mad.
Det hele lyder temmelig banalt men det er et
finurligt og rørende lille stykke børneteater for de
1 1/2 – 4 årige om en ganske almindelig dagligdags situation.
En situation, som mange børn selv har oplevet og oplever, og som de
kan nikke genkendende til. Det samme kan voksne for den sags skyld.
Moralen er at man godt kan kommunikere med hinanden selv om man
ingen ord har til sin rådighed. Hvis ellers man bare åbner op og er nærvende.
Og det gled rent hos ungerne, blandt andet fordi skuespillerne Pia Plesner
og Ole Olsen ganske imponerende er i stand til at lægge voksenerfaringen og livets gods bag sig.
De finder den hårfine balance, det er for en voksen at spille barn uden
at forfalde til naragtigheder. Også derfor er det en professionel og
velkommende forestilling hele vejen igennem. Ikke mindst Henny
Filbert og Poul Plejdrups scenografi og Michael Ramløses musik.
Jørgen Aagaard
Børneteatret Skægspire
Brorman og Bella
Manuskript og instruktion: Anne Josephsen
Scenografi: Henny Filbert og Poul Plejdrup
Medvirkende: Pia Plesner og Ole Olsen
Fyens Stiftstidende tirsdag 19. September 2002
… og børnene blev stille
Gulerødder vokser ikke på træer
Anmeldelse
Teater er magi. Børneteater er dobbelt magi, fordi børn, mens de endnu er børn,
er i stand til blive fanget ind af den fortryllelse, der udgår fra scenen.
Beviset kom – også – i tirsdags, da Børneteatret Skægspire opførte den nye forestilling
“Gulerødder vokser ikke på træer” for fire til otte- årige.
To store busser fra Tommerup læssede små hundrede 1. klasser af foran teatret,
og larmen i foyeren inden forestillingen var øresønderrivende. Men underet skete:
Lige så snart de raske unger i et kapløb om de bedste pladser
havde indtaget det mørke teaterrum, blev der tyst.
På scenen stod og lå der nemlig to forhutlede mænd.
Den ene, Valdemar (Niels Boesen) var lige vågnet og stod og spiste seks millimeter gulerod.
Den anden, Kalle (Ole Olsen) sov endnu.De lå i en grusgrav,
hvorfra der førte to veje. Men de to tog ikke nogen af vejene.
De blev i grusgraven, for havde de ikke også fået til opgave at passe på de to kufferter,
den fine herre havde efterladt?”Gulerødder vokser ikke på træer” er i høj grad ord-teater,
for de to finurlige størrelser på scenen skiftevis griner og skændes om alting.
Deres liv foregår her og nu (som børnenes), de sanser det
mindste strå og kender derved det største under: Livet. Susanne Juuls scenografi
med scenegulv og bagtæppe som ét stort forstørret fotografi fra virkeligheden
var perfekt som baggrund for illusionen i det kulsorte rum.
Jo, teatret viste sin magi – og børnene blev stille. Mere stille, end hvis de havde været
til en actionfilm i biografen.
Husk det, når I skal spare, politikere!
Marianne Koch
Børneteatret Skægspire
Gulerødder vokser ikke på træer
Manuskript: Anders Ramberg
Instruktion: Gitte Aagaard
Scenografi: Susanne Juul
Lys og lyd: Bo Westergaard
Medvirkende: Niels Boesen og Ole Olsen